Separationsangst og søvn

En helt naturlig fase starter, når et barn er mellem 7-10 måneder gammel. Denne alder kaldes “separationsangstfasen”. Her begynder barnet at forstå, at omsorgspersonerne og barnet ikke hænger sammen som en enhed, og at de derfor kan gå. Barnet begynder at reagere på, at forældrene ikke er tæt på hele tiden. Fasen har indvirkning på mange forhold omkring barnets hverdag, men fordi de færreste forældre skal sove 13-14 timer i døgnet ligesom barnet, giver det ofte nogle udfordringer på søvnområdet. “For hvor tror du egentlig du skal hen, bare fordi jeg skal sove?”

Hvordan føles separationsangst?

Mange fortæller, at det føles som om det kommer fra den ene dag til den anden. Barnet har måske tidligere været på omgang til familiefest uden problemer. Har kunne ligge og lege mens du gik på toilettet. Ligget i barnevognen og kigget op i himlen indtil øjnene blev tunge og gik i. Men nu kan du lige vove på at forlade rummet. Hvis barnet kan kravle vil han/hun forfølge dig, hvor end du går hen. Også på toilet. Barnet vil pludselig ikke over til mormor, og når du sætter barnet fra dig, enten for at sove eller spise, så griber barnet fat i dit tøj som en lille abeunge der skal holde fast i sin mors pels. Barnet ved jo ikke at du kommer tilbage om et øjeblik. Hvis du er ude af syne kan du jo være blevet suget ud i universet. Måske findes du slet ikke mere når jeg ikke kan se dig. Rigtig mange familier oplever, at barnet vågner med gråd i denne periode. Det kan være på alle tidspunkter af døgnet. Gråden stopper først når omsorgspersonen er helt tæt.

Gode råd til separationsangsten i dagstid

Det er svært for dit barn at forstå, at I skal være adskilt og at det ikke er super farligt. Barnet reagerer ofte kraftigst hos den forælder som barnet er mest sammen med. Man kan meget nemt som forælder blive lidt mast i denne periode. Hvis man både er på hele dagen og hele natten og næsten har givet sin hud til et andet menneske så kan man godt blive lidt omsorgstræt. Det er helt ok. Her kommer mine råd til denne fase:


  • Tag en dyb indånding og fortæl barnet med rolig stemme, hvilken følelse der er på spil og at det er okay. Ex: “Rolig skat, du er bange når jeg går. Det er okay, jeg skal bare tisse, så kommer jeg igen.”
  • Hvis din partner eller anden person skal aflaste så husk at smile og vinke når du går, så barnet netop ikke forbinder din afsked med noget farligt. Ex. “hej hej med jer, vi ses om lidt” Lad barnet se at du “forsvinder”. 
  • Leg så meget gemmeleg/tittebøh osv som muligt så barnet lærer at folk der ikke findes, kan findes. 
  • Syng i badet eller når du går på toilet, så barnet kan høre dig. 

Gode råd til separationsangst om natten

  • Vi skal have fyldt “hudsulten” helt op hos barnet inden sengetid. Giv en masse trykmassage, kildeture, massage, nusning, kram osv. i dagstid. Fyld sanserne helt op på nærhed og kontakt. Vi skal særligt have følesansen/taktilsansen stimuleret.
  • Samsovning. Nogle gange giver det super meget ro i denne fase at sove sammen. Dette er helt afhængig af om forældrenen også sover godt på denne måde. 
  • Lad barnet sove med den “mindst” interessante. 
  • Måske sover barnet på for meget plads? Nogle børn kravler helt op i enden af tremmesengen og lægger ansigtet helt ind i hjørnet. Barnet søger nærhed. Måske der faktisk skal være mindre plads omkring barnet så denne “omsluttethed” er nemmere tilgængelig. 
  • Hvid støj. Nogle børn vågner meget let når der bliver helt stille i lejligheden/huset efter sengetid. Måske I kan bruge lidt hvid støj så man ikke pludselig føler sig helt alene. Det kan være lyden af regnvejr eller folk der taler sagte. 
  • Lad barnet sove med dagens aflagte sweater. Eller måske du kan gå med en bamse under trøjen nogle timer som barnet kan få med i seng. 
  • Appopro bamse. Hvis du vil have barnet overbevist om at en bamse er et hit kan det være en god ide selv at vise interesse for den i dagstid. 
  • Det er ikke altid lige midt i separationsangstfasen at eget værelse er en succes at indføre. 
Du kan læse mere om søvn i denne alder her: 8-13 måneder og søvn 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *